Forsiden

Der er flere årsager til at valget faldt på denne race.
Mine forældre havde Irsk Setter i min ungdom. Her havde jeg en god makker på løbeturene. Hundens årvågenhed og lidt sprælske selvstændige temperament tiltalte mig.

Da jeg selv løber en del, ville det ikke være noget problem at racen har godt af en del motion. et andet argument var racens vægt. Det betød meget at hunden kan bæres til og fra borde på vor sejlbåd, især da vi næsten altid tilbringer ferien i den svenske skærgård, hvor der aldrig er gode broer ved klipperne.

At valget faldt på den Engelske Setter blev afgjort da vi på havnen i Hornbæk mødte en og udseendet tiltalte os meget.

Før vi havde bestemt os for racen havde vi undersøgt forskellige racer via internettet, så da vi endelig havde bestemt os var det ikke svært at finde en hvalpeliste på specialklubbens websider.

Hunden skulle primært være en familiehund. Jeg var selv, kort forinden, begyndt at gå på jagt, men fuglejagt sagde mig ikke noget, så det var ikke de jagtlige egenskaber der var afgørende.
Faktisk anede jeg ikke hvad man krævede af en jagthund og havde aldrig koncentreret mig ret meget om de forskellige jagtegenskaber de forskellige hunderacer var opdrættet til - men det skulle der blive ændret på !

Vi fandt en opdrætter på Århus-kanten som vi kontaktede. Jo - han havde et par hvalpe tilbage, men der skulle komme een og se på den trefarvede tæve han havde ( og som vi helst ville have). Nå - det endte med at vedkommende løb med en hanhund. så vi rejste til Århus, nærmere bestemt Mundelstrup lidt nordøst for Århus.

Ole Dahl Madsen, som opdrætteren hedder, havde en hel flok (for os) næste ens hvalpe, født 27/6-2002. Der var ikke noget at gøre - vi var solgt.

Ole spurgte selvfølgelig til vore intensioner med hvalpen og jeg lovede at tage til udstillinger. Vi fik at vide, at hundens forældre var gode og premierede jagthunde.
Hunden var "døbt" HansDahls L. Line og navnet Line beholdt vi.
Vi fik nogle kontakter til ESK-folk på sjælland.

Vel - inden jeg havde set mig om gik vi til ringtræning og da hunden fik første premie og blev første vinder, ved sin første udstilling blev ilden tændt.

Træning
Til træning af hunden, tror jeg, at jeg læste alt hvad der fandtes af tilgængelig litteratur. Line gad ikke læse den samme bøger, men var meget interesseret i TV-udsendelser med lyde fra dyr. Specielt jagt-udsendelser fandt hun meget interessante (se siden "Videotræning").

At Line måtte have næse for jagt var tydeligt. Her hjemme blev alt der befandt sig i luften jagtet, selv store rutefly blev jagtet flere hundrede meter inden den (hunden) opgav. Vore solsorte er med garanti de mest velmotionerede i landet.

Desværre havde Line ikke øje for andet end fugle, den søgte absolut ikke kontakt det første årstid. Hjemkaldelse var ikke en by i Rusland, men et sted i Mongoliet eller længere væk. Alt blev prøvet - men nej. Vi gik selvfølgelig til træning i jagtforeningen o.s.v.

Apportering høre jo også med til en jagtlig opdragelse, så vi deltog i Setterklubbens apporteringstræning, hvor vi mødte mange gode Settervenner.
Det trøstede mig lidt, at Setterklubbens eksperter heller ikke kunne få hunden til noget. Line må være den mest stædige hund i dronningeriget.

I løbet af to måneder lærte den at sidde modvilligt med apportbukken i gabet - jo, så lærte den også at svømme efter pinde.

Trods trænning ca. to gange dagligt, var den 1½ år om at lære at apportere bare nogenlunde.

Det kan jo ikke undgås, at man kan begnde at tvivle lidt på om man nu gør det rigtige. Og hvad er "det rigtige". Jeg har adskellige gange oplevet at få vidt forskellige råd fra forskellige trænere, så nogen egentlig facitliste findes vel næppe.

Jeg har søgt viden i både bøger og via internettet. Jeg syntes faktisk, at internettet har været den bedste viden kilde, men det kan være noget vanskeligt at finde den. På min linkside finder du nogle af de kilde jag fandt.

En god fremgangsmåde syntes at være "tidlig introduktion". D.v.s. at hunden tidligt introduceres til noget den skal lære. Er den modvillig, stopper man efter nogen tid og genoptager træningen efter 2-6 uger. Ved genoptagelsen vil hunden nu føle, at den har prøvet dette før og vil nu være modigere. Hvis den igen bilver modvillig - igen 2-6 ugers pause.

Line er nu 2½ år og vi er gået igang med egentlig fugletræning. Stop lige lidt !!

Sagde jeg ikke at jeg ikke interesserede mig for fuglejagt ?

Jo - det gjorde jeg vist, men havde du set hvordan hunden naturligt tager stand, hvordan den reagere når den får lov til at komme med på jagt, ja - så er man solgt.
Jeg bliver vist nødt til at anskaffe noget fuglejagt, så hunden rigtigt kan arbejde.

Alt det her hundefis, har indtil videre betydet, at vi har agerhøns og kaniner (OK vi havde kanin i forvejen), og jeg at bruger meget tid på hunden, men den giver rigeligt igen.

Familiehunden

Da vi endnu ikke går på jagt for alvor, vil langt den overvejende del af vore billeder vise familiehunden Line.
Og her er der ihvertfald ikke tale om modvillighed.

Vi har kort sagt fået alletiders hund, der kan klare alt fra små børn til små hunde.

Det første årstid var der sædvanen tro ikke andet end leg i hovedet på den, men efterhånden er den faldet til ro.

Selvom den stadig er et stort legebarn er der også tid til hygge, som det vil fremgå af vore billeder. Det sker ofte at vi får fremfaldt film, hvor der ikke er andet end en hund på. Selv vore feriebilleder er præget af dette sort-hvide pelsdyr. Nogle gange finder man aldrig ud af at det er feriebilleder, for der er ikke andet end Line på dem.